Sekundær traumatisering er belastning med traume-lignende symptomer, der kan opstå, når man gentagne gange lever sig ind i andres traumer — som pårørende, hjælper eller fagperson.
Hvad betyder sekundær traumatisering?
Sekundær traumatisering opstår ikke af noget, man selv har oplevet, men af gentaget, nær kontakt med andres svære oplevelser. Når man igen og igen rummer en andens smerte, frygt eller chok, kan ens eget nervesystem begynde at reagere, som om belastningen var ens egen. Det rammer ofte pårørende til mennesker i krise, men også sundhedspersonale, terapeuter, socialrådgivere og andre, der arbejder tæt på andres lidelse.
Reaktionen er en naturlig følge af, at mennesker er bygget til at mærke hinanden. Den samme indlevelse, der gør omsorg mulig, kan over tid belaste, hvis der ikke er plads til at lande og restituere. Det handler altså ikke om at være for sart, men om en helt almindelig traumerespons, der kan smitte gennem nærvær og medfølelse.
Hvordan hænger sekundær traumatisering sammen med nervesystemet?
Når vi lever os ind i et andet menneske, aktiveres dele af vores eget nervesystem på linje med deres. Hører eller ser man gentagne gange noget belastende, kan nervesystemet skifte fra ro til beredskab og over tid have svært ved at vende tilbage. Kroppen kan reagere med uro, anspændthed, søvnforstyrrelser eller en følelse af konstant at være på vagt.
Holder belastningen ved, kan nervesystemet i perioder også trække sig ned i en mere lukket, fjern tilstand — en dorsal vagus-reaktion — hvor man føler sig følelsesløs, tom eller koblet fra. Nogle oplever periodevis dissociation, hvor man er fysisk til stede, men mentalt langt væk. Det er ikke svaghed, men nervesystemets måde at beskytte sig på, når det rummer mere, end der er kapacitet til.
Hvornår er sekundær traumatisering relevant?
Sekundær traumatisering er relevant at kende, hvis man over længere tid har stået tæt på en andens lidelse — en partner i krise, et sygt familiemedlem eller et arbejde med mennesker i svære situationer. Tegn kan være påtrængende billeder eller tanker om det, man har hørt, øget vagtsomhed, sværere ved at falde til ro, søvnbesvær, irritabilitet eller en voksende afstand til andre.
Det adskiller sig fra udbrændthed, som primært handler om udmattelse efter langvarig overbelastning. Ved sekundær traumatisering ligner symptomerne mere en traumereaktion, fordi indlevelsen i andres traumer sætter sig i kroppen. De to kan optræde sammen, men forstås bedst hver for sig. Det, der hjælper, er ofte at få genoprettet grænser og restitution, at dele oplevelserne med nogen, der kan rumme dem, og at give nervesystemet konkrete erfaringer af ro og tryghed. Kropsbaseret arbejde kan understøtte, at kroppen igen lærer at falde til hvile.
Relaterede begreber
- Traumerespons — nervesystemets reaktion, som sekundær traumatisering låner mønstre fra.
- Dorsal vagus — den lukkede, fjerne tilstand, der kan opstå ved vedvarende belastning.
- Dissociation — følelsen af at koble fra, som nogle oplever periodevis.
- Kropslig empati — den kropslige medleven, der gør indlevelse i andre mulig.
- Stressudmattelse — beslægtet udmattelse, der kan optræde sammen med belastningen.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad er sekundær traumatisering?
Sekundær traumatisering er traume-lignende symptomer, der kan opstå, når man gentagne gange lever sig ind i andres traumer — for eksempel som pårørende eller fagperson. Belastningen kommer ikke fra ens egen oplevelse, men fra den nære kontakt med en andens.
Hvad er forskellen på sekundær traumatisering og udbrændthed?
Udbrændthed handler primært om udmattelse efter langvarig overbelastning. Sekundær traumatisering ligner mere en traumereaktion med vagtsomhed og påtrængende tanker. De kan optræde sammen, men forstås bedst hver for sig.
Hvem rammes typisk?
Det rammer ofte pårørende til mennesker i krise samt hjælpere og fagpersoner som sundhedspersonale, terapeuter og socialrådgivere — alle der gentagne gange står tæt på andres svære oplevelser.
Hvad er tegnene?
Tegn kan være øget vagtsomhed, påtrængende billeder eller tanker om det, man har hørt, søvnbesvær, irritabilitet, uro i kroppen eller en voksende følelse af afstand til andre.
Er det et tegn på svaghed?
Nej. Det er en almindelig følge af at være et menneske, der mærker andre. Den samme indlevelse, der gør omsorg mulig, kan belaste over tid, hvis der ikke er plads til at restituere.
Hvad kan hjælpe?
Det hjælper ofte at genoprette grænser og restitution, at dele oplevelserne med nogen, der kan rumme dem, og at give nervesystemet konkrete erfaringer af ro og tryghed. Kropsbaseret arbejde kan understøtte processen.
Læs videre: Udbrændthed og stress — hvad er forskellen? og Hvordan virker kropsterapi? uddyber, hvordan belastning sætter sig i kroppen, og hvordan ro kan genvindes.
Beslægtede emner
Tag det i dit eget tempo. Hvis tilstanden er vedvarende eller føles overvældende, har den ofte gavn af støtte fra en fagperson.
Denne side er alment oplysende og erstatter ikke lægefaglig vurdering eller behandling.
