Barndomstraumer

Barndomstraumer er belastninger i barndommen — enkeltstående chok eller vedvarende utryghed — som former nervesystemets grundindstilling og sætter spor i krop, følelser og relationer langt ind i voksenlivet.

Hvad er barndomstraumer?

Barndomstraumer er ikke én bestemt type oplevelse. Det kan være voldsomme enkeltbegivenheder — en ulykke, et overgreb, et pludseligt tab — men det kan lige så vel være noget, der aldrig skete: den ro, tryghed og spejling, et barn havde brug for, men ikke fik. Det afgørende er ikke kun, hvad der skete, men hvad det gjorde ved et nervesystem, der stadig var under opbygning.

Man skelner ofte mellem to former. Et choktrauma er en enkeltstående, overvældende hændelse, som nervesystemet ikke nåede at forsvare sig imod. Et udviklingstrauma er derimod ikke én begivenhed, men et opvækstmiljø — en barndom med for lidt tryghed, for meget uforudsigelighed eller følelser, der ikke blev mødt. Mange voksne, der søger hjælp, bærer på den sidste form uden at kalde det et traume, netop fordi der ikke er én dramatisk historie at pege på.

Hvordan former barndomstraumer nervesystemet?

Et barns nervesystem lærer verden at kende gennem de voksne omkring det. Er omgivelserne overvejende trygge, lærer nervesystemet, at det er sikkert at slappe af, mærke efter og række ud. Er omgivelserne utrygge eller uforudsigelige, indstiller nervesystemet sig på beredskab — og den indstilling bliver til en grundtone, der følger med ind i voksenlivet.

Det sker ikke som en bevidst beslutning. Nervesystemet gemmer erfaringerne som en slags kropslig hukommelse for fare: bestemte stemmelejer, ansigtsudtryk, stemninger eller former for nærhed kan mange år senere udløse anspændthed, tilbagetrækning eller uro — uden at man forstår hvorfor. Fordi de tidlige belastninger ofte skete i relationen til de nærmeste, taler man også om tilknytningstraumer: nervesystemet har lært, at nærhed og fare kan hænge sammen, og det farver, hvordan man som voksen har det med intimitet, konflikter og det at bede om hjælp.

Hvordan mærkes barndomstraumer i kroppen som voksen?

Barndomstraumer viser sig sjældent som tydelige minder. De viser sig som mønstre. Det kan være en krop, der aldrig rigtig falder til ro, selv når kalenderen er tom. En vane med at spænde op, holde vejret eller gøre sig klar, før nogen har bedt om noget. Et behov for at præstere, please eller trække sig, som føles ældre end situationen. Eller en mærkelig tomhed, hvor følelserne burde være.

Kropsligt sætter det sig ofte som vedvarende spændinger i kæbe, nakke, bryst, mellemgulv eller bækken, som overfladisk vejrtrækning, uro i maven eller en træthed, hvile ikke rigtig bider på. Det er det, man kan kalde kropslige traumespor — kroppens måde at blive ved med at beskytte sig på, længe efter at faren er ovre. Mønstrene er ikke tegn på, at der er noget galt med én. De er tegn på, at nervesystemet engang tilpassede sig noget svært og aldrig fik besked om, at det er slut.

Hvordan arbejder kropsterapi med barndomstraumer?

Fordi barndomstraumer bor i nervesystemet og kroppen — ikke kun i hukommelsen — er samtale alene ikke altid nok. Man kan godt forstå sin historie og stadig have en krop, der reagerer, som om det hele foregår nu. Kropsbaseret arbejde går den anden vej: i stedet for at starte med historien starter det med det, kroppen gør i dag.

I somatisk traumebehandling arbejdes der langsomt og doseret. Gennem berøring, åndedræt og opmærksomhed på kroppens signaler hjælpes nervesystemet til at mærke tryghed — ikke som en tanke, men som en kropslig erfaring. Gamle spændingsmønstre får lov at slippe i det tempo, kroppen kan følge med i, uden at man skal genfortælle eller genopleve alt det svære. Over tid kan nervesystemet lære det, det ikke lærte dengang: at det er sikkert at slappe af, at følelser kan rummes, og at kontakt ikke behøver koste noget. Ved svære traumer, selvskade eller selvmordstanker er det vigtigt også at søge læge eller psykolog — kropsterapi kan supplere, men erstatter ikke behandling i psykiatrien.

Relaterede begreber

• Udviklingstrauma — den vedvarende, tidlige belastning, der former nervesystemet over år.
• Choktrauma — den enkeltstående, overvældende hændelse, nervesystemet ikke nåede at forsvare sig imod.
• Tilknytningstraumer — når utrygheden opstod i relationen til de nærmeste og farver voksne relationer.
• Kropslige traumespor — de spændinger og reaktionsmønstre, kroppen bærer videre fra tidlige belastninger.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er barndomstraumer?

Barndomstraumer er belastninger i barndommen — enten voldsomme enkeltbegivenheder eller vedvarende utryghed og omsorgssvigt — som overvældede et nervesystem under opbygning og satte spor i krop, følelser og relationer.

Kan man have barndomstraumer uden at kunne huske noget bestemt?

Ja. Især udviklingstraumer handler ofte om noget, der manglede — ro, tryghed, spejling — snarere end én dramatisk hændelse. Bessel van der Kolk har vist, hvordan tidlige belastninger sætter sig i kroppen. Sporene sidder da mest i kroppen som mønstre og spændinger, ikke som tydelige minder.

Hvad er forskellen på choktraume og udviklingstrauma?

Et choktrauma er en enkeltstående, overvældende begivenhed som en ulykke eller et overgreb. Et udviklingstrauma er en vedvarende belastning gennem opvæksten, hvor nervesystemet formes af utryghed over lang tid.

Hvordan mærkes barndomstraumer i kroppen som voksen?

Typisk som en krop, der sjældent falder helt til ro: kroniske spændinger i kæbe, nakke, bryst eller mellemgulv, overfladisk vejrtrækning, uro i maven, søvnproblemer og reaktioner, der føles større end situationen.

Hvorfor påvirker barndomstraumer voksne relationer?

Fordi de tidlige belastninger ofte skete i relationen til de nærmeste. Nervesystemet har lært, at nærhed kan være utryg, og det kan som voksen vise sig som svært ved tillid, intimitet, konflikter eller ved at bede om hjælp.

Kan kropsterapi hjælpe med barndomstraumer?

Kropsterapi kan hjælpe nervesystemet med at slippe gamle beredskabs- og spændingsmønstre gennem berøring, åndedræt og kropslig tryghed — i et tempo, kroppen kan følge med i. Ved svære traumer bør det kombineres med læge eller psykolog.

Hjælp i praksis: Vil du arbejde med det i kroppen, kan du læse om din første behandling – 75 minutter med samtale og kropsterapi.

Læs videre: Traumer i kroppen og artiklen Traumer i kroppen forklaret uddyber, hvordan kroppen husker det, hovedet har lagt bag sig.